Minrathous' skygger

Han vidste, at magisteren ikke ville bryde sig om, at han satte sig ved hendes bord, og derfor gjorde han det.

"Dette er et privat bord ... ", hun fik øje på den krøllede uniform, de snavsede støvler og den rottegrå hat, der stadig dryppede af regn. “– ser templar.”

"Jeg bliver ikke længe," svarede han.

Magisteren sukkede. "Lad os få en runde mere så." Med et knips fra sin juvelbeklædte hånd, tilkaldte hun en mørkklædt croupier.

Tarquin sorterede de kort, han havde fået – de var helt nye og dekoreret med guldflager, der efterlod et gyldent spor på hans hænder.

"Er glimmeret ikke charmerende?" I kanten af sit synsfelt så han mønter, der blev lagt på den røde silkedug. "Det er derfor, du er her," sagde magisteren med sit flade smil. "Ikke sandt?"

"Er det din indsats? Ved et bord med forgyldte kort?"

Magisteren hævede et øjenbryn. "Det er mere, end du kommer i nærheden af på et halvt år, templar." Hun lagde sine kort med billedsiden opad på bordet. "Vil du have mere? Lad os se, om jeg kan lide din stil."

Tarquin afslørede sin egen hånd og skubbede derefter en slank notesbog ind mod midten af bordet. "Skal vi ikke forhøje indsatsen en smule?"

"Jeg tror ikke, jeg forstår, hvad det der er", sagde hun. Tarquin lagde mærke til en lille trækning i hjørnet af hendes øje.

"Jeg har en kontakt. Damen er hamrende kvik, og hun siger, at bogen indeholder økonomiske optegnelser over slavehandlen på det sorte marked." Tarquin lænede sig tilbage i stolens bløde velourbetræk med et smil, der spredte sig på hans læber. "Inklusive handler med Venatori-kulten."

Magisteren grinede. "Venatori blev udryddet."

"Det siger du ikke? Magistraten overvejer stadig at tiltale dem for forræderi. Forræderi kan få en magister sendt i eksil, ødelægge titler ... "

Magisteren trommede en lakeret fingernegl mod sin underlæbe. "Interessante kort, du har valgt at spille". Hendes stemme var skarp som en nysleben kniv. "Måske har du ikke helt forstået spillets regler?"

"Jeg forstår det udmærket."

Magisteren smed resten af sine kort på bordet. "Høje kort og esser. Du er færdig, templar." Hun rejste sig og lænede sig ind over ham. "Du narrer ikke mig med det nummer." Luften knitrede omkring hendes knytnæver – lyden af en mage, der samler kraft. "Og du vover ikke at true mig i mit eget hjem."

Der fløj en gnist, og dernæst hørtes lyden af en mislykket besværgelse. Magisterens hånd hang i luften, magien var blevet afværget.

Tarquin smilede smørret. "Er du sikker på, at det stadig er dit hjem?"

For første gang så magisteren på croupierens ansigt, siden hun tilkaldte ham. "Det kan ... ikke være ...". Hun stavrede baglæns. "Viper er bare en myte".

Tarquin gemte bogen i sin frakkelomme igen. "Snyd virker kun, hvis vi spiller efter dine regler." Han lænede sig tilbage i stolen og løftede på hatten som en hilsen til magisteren. "Solnedgangen er smuk i Minrathous. Måske burde du se den, mens du stadig kan."

"Hvem er du? Hvad vil du have? Guld? Magt?"

Tarquin smilede smørret. "Vi er de Tevinter, glemte du. Hvad vi vil have?"

Bagved magisteren trak croupieren sin hætte op. "Det hele."